Stress kan defineres som en vedvarende mental ubalance, som følge af en belastning. Dette kan enten være som følge af en enkeltstående intens belastningssituation (fx en katastrofe) eller som følge af en længerevarende belastning (som det for eksempel er tilfældet ved udbrændthed).
Siden stress-diagnosens indtog i Danmark i 1970’erne har stress-ramte fyldt mere og mere i terapi-lokalerne over hele landet. Men hvad er stress? Og hvad kendetegner egentligt folk, der opsøger stress-behandling?
Stress og kropsbevidsthed
En af de ting, der kendetegner stort set alle folk, der klager over stress, er, at kroppen og hovedet er holdt op med at samarbejde konstruktivt. Hos almindelige (ikke-stressramte) personer, er der et naturligt samarbejde mellem ”kroppen” og ”hovedet”. Kroppen kan mærke de fysiske og sociale behov – og ”hovedet” (eller det ”tænkende sind”) medvirker til at finde praktiske løsninger, når der er behov for det. Man kan sige, at ”kroppen” og ”hovedet” i virkeligheden samarbejder på ”kroppens” præmisser. For kun ”kroppen” ved, hvad personen har behov for – og hvad for et liv som personen gerne vil leve. Dette kan det tænkende sind aldrig tænke sig frem til (selv om adskillige filosoffer har gjort forsøget)!
For stress-ramte er denne arbejdsdeling mellem ”krop” og ”sind” på en måde kollapset. Det er ligesom det tænkende sind er holdt op med at tage kontakt til kroppen. Det kører sit eget løb med stress-ramte tankemønstre, om alt det personen SKAL og BØR. Alting skal helst gøres med det samme og hurtigere end det er muligt - og personen efterlades let med en følelse af konstant at være på bagkant med livets udfordringer. Dette forårsager naturligvis endnu mere stress. Der bliver således let tale om en stress-spiral, hvor stress-ramte tankemønstre medvirker til en endnu højere stress-arousal.
I en sådan stress-tilstand glemmes kroppen let, da det virker kontra-intuitivt at stoppe og mærke, hvordan kroppen har det, når man har så meget, man skal nå! Eller at sætte sig ned i 10 minutter og mærke efter, hvad kroppen egentligt har at sige om hvilket liv, det i virkeligheden ønsker at leve for at få opfyldt alle de behov, der er forbundet med at være menneske. Det har man jo slet ikke tid til!
Jo længere tid en person styres af stress-ramte tankemønstre, desto mere frustreret bliver kroppen over denne nye arbejdsdeling, hvor dens viden og indsigter bliver systematisk ignoreret af et stress-ramt sind, der delvist har mistet jordforbindelsen.
Hvordan påvirker stress hjernen?
Forholdet mellem ”krop” og ”hovedet” afspejles også i hjernens opbygning, idet de områder af hjernen, der varetager begrebslig problemløsning (de ”neo-kortikale” hjernestrukturer) evolutionært er dannet i forlængelse af hjerneområder, der knytter sig til følelsesmæssige behov (det ”limbiske system”). Man kan i høj grad sige, at de følelsesmæssige områder af hjernen i en velfungerende hjerne både fungerer retningsgivende og korrigerende for de problemløsende hjerneområder. Dette svarer metaforisk til, at man sjældent lukker en håndværker ind uden en forudgående aftale om, hvad der skal ordnes. På samme måde fungerer de højt specialiserede, problemløsende hjerneområder altid i samarbejde med de tilstødende neurale strukturer. Få husejere er interesserede i en fritgående altmuligmand, der selv går rundt i huset og reparerer, hvad han i løbet af dagen bliver opmærksom på af problemer - uden at kommunikere og uden at give tilbagemeldinger til de andre i husstanden.
Imidlertid medfører længerevarende stress-tilstande, at de enkelte hjerneområder bliver tiltagende disintegrerede. Stress-forskning har også vist, at netop feedback-mekanismen mellem de følelsesstyrende og de problemløsende hjerneområder reduceres markant ved længerevarende stress. Ved sådanne længerevarende stress-tilstande øges de problemløsende hjerneområders tendens til at arbejde på egen hånd, hvorved de gradvist nedprioriterer det sædvanlige samarbejde med de mere kropslige og følelsesmæssige dele af hjernen.
Når ”kroppen” og ”hovedet” således bevæger sig fra hinanden kan det derfor, neuropsykologisk betragtet, ses som et tegn på, at hjernen som helhed er ved at disintegrere som følge af stress-belastninger. Dette er et alvorligt faresignal om, at hjernen ikke fungerer som den er designet til.
Behandling af stress-tilstande
Efter længere tids stress begynder de første stress-symptomer ofte at melde sig for den stress-ramte. Hyppigt ondt i maven, brystet, kæben eller andre kropssmerter. Det er ligesom, at kroppen forsøger at råbe op og gøre opmærksom på, at noget er helt galt! For en del suppleres disse symptomer af søvnbesvær og forringet koncentrationsevne. Og på dette tidspunkt begynder mange at overveje at opsøge en psykolog, da de indser, at der måske kunne være tale om stress-symptomer.
Ofte kan det være en god ide at opsøge hjælp ved stress-tilstande, idet det tænkende sind for den stress-ramte selv er blevet en del stress-problematikken. Den stress-ramte kan således have svært ved selv at tænke sig frem til en vej ud stress-spiralen.
Et af de første trin i et terapeutisk forløb vil typisk være at stoppe op og lytte til kroppen. Dette opfatter det stress-ramte sind ofte som et unødvendigt tidsspilde. Har man været stress-ramt over lang tid, kan det desuden være ubehageligt at vende opmærksomheden ned mod en krop, der er frustreret, forpint og ude af balance. Dette kan dog heldigvis gøres i små trin over længere tid.
Efterhånden som personen imidlertid begynder at kunne mærke sig selv igen, falder det stress-ramte sind typisk langsomt til ro. Det begynder igen at kunne koncentrere sig, og det kaotiske tankemylder genvinder gradvist retning og overblik. Det er ligesom, at både krop og sind gradvist forenes i en tillid, at kroppen kender vejen hjem, når bare der bliver lyttet til den! Og gradvist begynder det tænkende sind at falde tilbage i sin naturlige rolle som ”praktisk gris”, der træder til ved praktisk problemløsning, men ellers kan slappe af i tillid til, at livet nok skal lykkes, uden at det behøver at være på konstant overarbejde. Af den grund er tillid ligeledes en grundlæggende tematik i arbejdet med stress-ramte. For det kræver tillid at turde slappe af i en udfordrende verden!
Målet med et stress-forløb er at genfinde en naturlig balance mellem ”krop” og ”sind”. En person, der har genfundet en sådan balance, er for eksempel i stand til at gå en tur i skoven, uden at tankerne kværner i baghovedet om alle mulige potentielle fremtidige problemer (som jo ikke er relevante for den igangværende travetur). En naturlig balance er således kendetegnet ved en afslappet krop, en mental ro samt en evne til at være nærværende.
Den moderne stress-epidemi
Som psykolog kan jeg kun undre mig over, hvorfor antallet af stress-ramte i Danmark bliver ved med at vokse. En del af forklaringen er nok udbredelsen af moderne skærmteknologier (mobiltelefoner med mere), der næsten stort set kun henvender sig til hovedet (og ofte et par af fingrene). Det samme kan i høj grad siges om det moderne uddannelsessystem, som i reglen adresserer ”hovedet” uden at forholde sig særligt til følelseslivet og kropslige behov. Kroppen bliver måske i dag i højere grad end tidligere blot betragtet som et transportmiddel, der flytter hovedet rundt mellem forskellige steder.
Et liv, der udgår fra hovedet, uden en stærk kropslig forankring, vil imidlertid være meget sårbart over for stress-symptomer, når livet er udfordrende. Måske kan de sidste årtiers stress-epidemi på den måde opfattes som et wake up call i forhold til, at et godt, velafbalanceret liv udgår fra kroppen. Og at det tænkende sind, psykologisk set, alene er en mental overbygning, der kun er relevant ved praktisk problemløsning. Et tænkende sind, der ikke er forankret i en dybere kropslig-følelsesmæssig væren går let i selvsving, når livet er belastende.
For det tænkende sind er livet udelukkende et problem, der skal løses. Det er først ved at inddrage kroppen, at livet bliver en eksistentiel meningsfuld oplevelse. Og dette er nok én af grundede til, at mange stressede mennesker har svært ved at finde en dybere mening i deres fortravlede, problemfyldte liv.
Artiklen er skrevet af:
Lasse Ansgaard Thomsen
Aut. psykolog og ND-terapeut
Brønshøj Torv, København
Tak for et spændende indlæg. Kortere kan det vist ikke gøres, og så giver det endda mening! Jeg er enig i, at der en sammenhæng mellem stress og mødet med verden gennem en skærm kombineret med den voksende kompleksitet og den generelle samfundsmæssige acceleration. Gradvist bliver vores erfaringsverden mindre og mindre kropsligt forankret og sanseligt relateret til tingene i de nære omgivelser. Vores hjerne og krop er gennem evolutionen tilpasset til at håndtere problemer, der er tættere relateret til konkrete ting i omgivelserne (selvom mennesket som art naturligvis også er kendetegnet ved at kunne tænke abstrakt og forestille sig ting, der ikke umiddelbart er tilfældet). Og så alligevel må vi vel også konstatere, at man gennem en skærm faktisk godt…
Test dit stress-niveau på IDA stress-test: https://ida.dk/raad-og-karriere/stress/test-dit-stressniveau